SAAM Nyheder

L4-taxier og selvkørende lastbiler hos Pony.ai

Skrevet af:

Dato:

Christian Rohmann
4. juni 2026

Den kinesiske softwarevirksomhed Pony.ai har imponerende godt styr på selvkørende mobilitet. Under vores besøg i Guangzhou fik vi mulighed for både at køre med en robotaxi og en selvkørende lastbil.

Robotaxien er godkendt til Level 4-drift og kørte gennem tæt og kompleks bytrafik uden sikkerhedschauffør. Lastbilen er endnu ikke godkendt til førerløs drift på offentlige veje og havde derfor en sikkerhedschauffør med ombord.

Til gengæld fik vi mulighed for at opleve en fuldt selvkørende lastbil uden sikkerhedschauffør i det lukkede havneområde Jiangmen Port. Her har Pony.ai i dag 10 autonome lastbiler i drift, som transporterer containere mellem havnens terminaler.

Perspektiverne er betydelige. Implementeringen af den første løsning krævede tid og tilpasninger, men virksomheden fortæller, at de nu har opbygget den nødvendige erfaring og er klar til at udrulle løsningen i andre havne.
Pony.ai er allerede aktiv i Europa og har robotaxier i Luxembourg og Zagreb, samtidig med at virksomheden opererer robotaxier i fem kinesiske byer, Mellemøsten og Singapore.

En interessant oplysning fra besøget var, at forsikringsomkostningerne for virksomhedens robotaxier i dag er omkring halvt så høje som for traditionelle taxier med chauffør – et tegn på den høje sikkerhed og driftserfaring, som teknologien efterhånden har opnået.

Pony.ai arbejder på tværs af flere bilproducenter. Deres Gen-7 robotaxi-teknologi anvendes blandt andet i køretøjer fra Aion, BAIC og Toyota, mens deres autonome lastbilløsning i øjeblikket er integreret i lastbiler fra Sany.

Besøget gav et spændende indblik i, hvor langt udviklingen af selvkørende mobilitet er kommet i Kina – og hvor hurtigt teknologien nu bevæger sig fra pilotprojekter til reel kommerciel drift. 🚖🚛🇨🇳

SAAM Danmark

Andre nyheder

Se organisationens arbejde med at fremme og koordinere autonome mobilitetsprojekter i Danmark, herunder at udvikle teknologier, regulering, sociale accept og implementering af førerløse køretøjer i offentlige transportsystemer.